ISENS OG ILDENS LAND
Mellem Norge og Grønland, ligger Island. Den nærmeste nabo er Grønland. Afstanden dertil er 300 km. Til Norge er der 1000 km. Og til København er der 1800 km.
Island er 2½ gange så stort som Danmark. Men der bor kun 320.000 mennesker, ikke flere end i Århus. Island er det land i Europa, der er tyndest befolket. De fleste islændinge bor i Reykjavik. Resten bor langs med kysten og i dalene nær ved kysten. Men kun en femtedel af landet er beboet. Hele det indre af øen er for en stor del ødemark, hvor der kun vokser ganske få planter. Ingen andre steder i Europa er der så store øde områder som her.
Men også hvor der bor mennesker, kan der være langt mellem husene. Nogle steder skal man køre i over en time for at komme til den nærmeste nabo. Hvis man rejser rundt på Island, vil man møde et land, der er fuldt af modsætninger;
Der er frodige, grønne dale – og der er ørkener med kun sten og grus og sort sand. Der er vulkaner, hvor det stadig damper efter det sidste udbrud – og der er bjerge med evig sne og is. Der er brusende vandfald – og der er stille blå søer.
Men alle steder er luften ren og klar. Når solen skinner kan man se blå bjerge i det fjerne, og se jøkull der lyser hvidt mod himlen. Dette mærkelige land, isens og ildens land, der er anderledes end næsten alle andre lande.

Hrafna-Floki
Det fortælles, at der var en norsk viking, der gav Island navn. Han hed Floki, og han levede for ca. 1100 år siden. Her skal kort fortælles om hans mærkelige rejse til Island, der fandt sted omkring år 870.
Floki havde flere gange været på vikingetogt til England og Irland, og der havde han hørt tale om et nyt og ukendt land, som skulle ligge højt mod nord. Det var en frodig og frugtbar ø – blev der sagt – og der boede ingen mennesker. I mange år gik Floki og tænkte på den fjerne ø. Så skete det, at han blev uvenner med den norske konge, og han besluttede da, at han ville rejse op til det ukendte land og bosætte sig der. Han gjorde sine skibe i stand, og en forårsdag drog han af sted – med sin familie, sine mænd, sine husdyr og alt, hvad han ellers kunne føre med sig. I båden havde han også et bur med tre Ravne. De blev regnet for at være hellige fugle, og nu var det Flokes tanke, at de skulle vise ham vejen til det nye land.
Han sejlede først til Færøerne og derfra videre mod nordvest, ud over det åbne hav. Da han havde sejlet et døgn, slap han den første Ravn løs. Den steg højt til vejrs, så sig om – og fløj så tilbage ad den vej, de var kommet.
Dagen efter slap han igen en Ravn løs. Også den fløj til vejrs – men så vendte den tilbage til skibet igen.
Men da Floki den tredje dag slap den sidste Ravn løs, fløj den fremad – i samme retning som skibet sejlede. Og ved at følge den kom Floki til det land, han søgte. Han sejlede ind i en stor, åben fjord – den, der nu hedder Breiðarfjördur. Her var det godt at være, syntes han. Her var græs nok til hans køer og får, og fjorden var fuld af fisk. Floki og hans mænd blev så optaget af at fiske, at de helt glemte at samle hø til dyrene. Og da vinteren kom, havde de derfor ikke noget foder til dem, og alle køerne og fårene døde af sult. Og det var omtrent det værste, der kunne ske. For uden husdyr ville det være umuligt for mennesker at klare sig om vinteren på den barske ø. Derfor var der ikke andet for Floki at gøre end at sejle tilbage til Norge.
Men før han tog af sted, gik han op på fjeldet bag ved bopladsen. Derfra kunne han se til alle sider. Og han så, at landet var dækket af sne, og at fjordene var fyldt med is. Og skuffet og vred, som han var, gav han det nye land navnet Island.
Da Floki kom tilbage til Norge og fortalte om sin rejse, blev han kaldt Ravne-Floki. Og det navn beholdt han alle sine dage. Men det nye land mod nord havde også fået sit navn – Island.

Ingolf – den første islænding?
Floki havde ikke meget godt at sig om det nye land. Men nogle af hans mænd roste det. De fortalte om den grønne dale, og om fjordene, der var fulde af fisk. Og efterhånden fik også andre nordmænd lyst til at rejse derop.
Mellem dem var den unge høvding Ingolf. Også han tog så meget muligt med sig: Husdyr, redskaber, korn til at så og tømmer til at bygge huse af. Desuden tog han sine Højsæde-støtter med. Det var to tykke træstolper, der havde stået ved siden af hans høvdingstol. Der var skåret gudebillede ud i dem, og de blev regnet for at være hellige.
Sammen med sin familie, sine krigere og sine trælle gik Ingolf så om bord og satte kursen mod Island.
Efter mange dages rejse fik han kysten i sigte. Og han tog da de to støtter og kastede dem i havet. Der, hvor de drev i land, ville han bosætte sig. Han kom først i land på det sted, der nu hedder Ingólfs-höfði.
Næste forår sejlede han videre mod vest langs med kysten, mens han ledte efter højsæde støtterne. Men først den tredje sommer fandt han dem. De var drevet i land i en lille vig på øens vestkyst. Ingolf lagde mærke til, at der på dette sted kom hvid “røg” op ad jorden. Derfor kaldt han stedet for Røgvig – eller Reykjavik. Her byggede han så sin gård og erklærede, at landet til alle sider fra nu af tilhørte ham. Det skete i året 874.
Ingolf var den første, der bosatte sig i Island og blev boende der. Derfor regner man ham også for at være den første Islænding. Midt i Reykjavik er der rejst en statuer af ham. Den forestiller en Viking, der står i forstavnen af sit skib. Han støtter sig til sit spyd og ser fremad – ind mod det land, hvor han og hans slægt fra nu af skulle bo.

Landnams-tiden
Ingolf var den første, der slog sig ned i Island og blev boende der. Men i de følgende år fulgte flere efter. Der findes en berømt islandsk bog, der hedder Landnamsbogen. I den berettes der nøje om de første 400 familier, der bosatte sig i Island. Man kan læse, hvad de hed, hvor de kom fra, og hvor i Island de byggede deres gårde.
De fleste kom fra Norge. Det var høvdinge, der var utilfredse med at bo i deres eget land. Især var de vrede over, at den norske konge, Harald Hårfager, ville være enehersker i Norge og krævede skat af alle andre, det ville de ikke finde sig i. Så hellere rejse bort til et ukendt land og leve der som frie mænd.
Også fra Danmark og Sverige kom der vikinger, som bosatte sig i det nye land. Mange af dem havde desuden trælle med, som de havde hentet i England og Irland. På dem måde blev Island beboet af folk fra mange forskellige lande.
Og der var jord nok til dem alle. Hver høvding kunne bare “tage land”, hvor det passede ham – dog kun vis mængde, og naturligvis kun, hvis jorden ikke allerede var taget af andre.
Den første tid blev derfor kaldt landtage-tiden eller landnams-tiden (nema land = tage land).
I løbet af bare 20 år blev over halvdelen af Island beboet – dog sådan, at folk kun boede ved kysten og i dalene. Her var der græs nok til deres heste og får og køer, og i havet var der masser af fisk.
For hvert år, der gik, kom der flere og flere mennesker til det nye land, og snart havde Island nær ved 50.000 indbyggere – lige så mange, som boede i landet 800 år senere.

Det islandske Alting
En islandsk høvding var som en lille konge på sin gård. Han bestemte over sin familie, sine mænd og sine trælle. Det var også ham, der bestemte, hvilke love der skulle gælde i hans land. Og hvis en mand overtrådt loven, var det ham – høvdingen – der alene afgjorde, hvordan manden skulle straffes.
Men det betød, at folk der boede forskellige steder i landet, ikke blev behandlet ens. Nogle steder blev man straffet hårdt, hvis man havde overtrådt loven. Andre steder fik man måske slet ingen straf. Og det var ikke retfærdigt. Det kunne de fleste høvdinge godt se. Hele landet måtte have den samme lov, ellers ville det ikke være en stat, men bare en samling gårde. Derfor satte de islandske høvdinge hinanden stævne på en stor slette øst for Reykjavik, og her vedtog de så en række love, der fra nu af skulle gælde for hele landet. Mødet fandt sted i året 930. Det blev kaldt et Alting, og det blev bestemt, at man fra nu af skulle mødes hvert år på samme sted og holde Alting.
Stedet fik navnet Ting-vellir. Det betyder tingsletterne. Man havde valgt netop det sted, fordi det lå i den del af landet, hvor de fleste gårde fandtes. I 14 lyse sommerdage varede tinget, og det blev efterhånden til årets store fest, som folk fra hele Island gik og glædede sig til i den lange, mørke vinter.
I mange år var loven ikke skrevet ned, for i hele Island var der ingen, der kunne skrive, så man valgte en lovsige-mand. Han skulle lære loven udenad, og hvert år skulle han indlede Altinget med at fremsige den med høj røst for alle der var mødt frem. “På den måde blev loven ikke glemt. I næsten 200 år lød den hvert år ud over tingsletten, indtil den omkring år 1100 blev nedskrevet.”
Omkring år 1000 kom kristendommen til Island. Nogle høvdinge gik straks over til den nye lære, for de havde hørt, at Kristus skulle være den stærkeste gud. Men andre ville ikke svigte de gamle guder Odin og Thor. De to partier stod meget stejlt over for hinanden, og til sidst var der fare for, at det skulle ende med borgerkrig.
På den tid var der i Island en mand, der hed Thorgejr. Han sendte bud rundt i hele landet, at alle høvdinge skulle møde på Tingvellir. Så ville han afgøre, hvilken gud man fra nu af skulle holde sig til.
Da alle var mødt op, gav Thorgejr besked om at, ingen måtte forstyrre ham. Så gik han ind i sit telt og lagde sig under sit skindtæppe, hvor han lå i tre dage og tænkte. Så skulle alle møde ved lovbjerget.
Og der kom han så med sin afgørelse:
Fra nu af skulle alle på Island være kristne og lade sig døbe, men det skulle stadig være tilladt at ofre til Odin og Thor, dog kun hvis det skete om natten, og ingen så det!
Alle syntes, at det var en klog afgørelse, og sådan blev kristendommen indført i Island, uden at det kom til kamp, som det var sket så mange andre steder.

På vej mod Friheden
I over 600 år var Island en del af et andet land, først af Norge, senere af Danmark, og i den tid var landet et af de fattigste i Europa. Men endelig omkring år 1800 kom der nye tider. Hos folk i hele Europa opstod der i de år et ønske om større frihed. De tanker kom også til Island. Islændingene havde aldrig glemt deres egen stolte fortid.
Det ville man til at begynde med ikke høre tale om i Danmark. Island blev regnet for at være en del af kongeriget, og kunne ikke skilles ud fra resten af Danmark.
Men heldigvis havde islændingene i de år dygtige ledere, der forstod at tale deres lands sag. Og lidt efter lidt gik det op for de fleste danskere, at Island havde ret til igen at blive selvstændigt land. Som årene gik, fik Island større og større ret til at bestemme over sine egen sager, og endelig i 1918 opnåede landet fuld selvstændighed. Altinget, som i de fattige år helt havde mistet sin betydning, blev flyttet til Reykjavik, og det blev igen det sted, hvor alle islandske love skulle vedtages.
I de første år havde Island og Danmark dog stadig fælles konge og fælles forsvar. Men i 1944 skar Island de sidste bånd over og blev republik med sin egen præsident.
Det skete den 17 juni, og den dato har siden været Islands nationaldag.
Hvert fjerde år vælger Island præsident. Islands nuværende præsident – valgt 1980 – er en kvinde. Hun er den første kvinde, der er valgt til præsident i noget vestligt land.

Fattigdom og ulykker
Islands historie begyndte så godt. Den begyndte med, at frie mænd drog op til en fjern ø for at bosætte sig der og få lov til at råde over sig selv. De lavede deres egen stat, og i mange år gik alt godt. Islands berømte sagatid varede i over 300 år. Men så kom der dårlige tider til landet.
De store slægter forsatte med at føre krig imod hinanden. Det var blodige fejder, der kunne vare i årevis, og til sidst var der næsten borgerkrig i landet.
Så begyndte den norske konge at blande sig i Islands forhold. Han havde længe ment, at Island i grunden var hans land, fordi så mange islændinge i sin tid var kommet fra Norge. Og nu endte det med, at han fik lagt hele Island ind under den norske krone. Det skete i 1262. I næsten 400 år havde Island været et frit land. Men nu var det forbi.
Kongen havde lovet, at Island nok skulle få alle de varer, landet havde brug for. Men det løfte holdt han ikke. Der kunne gå lang tid, før et skib viste sig. Og når det endelig kom, havde det tit kun dårlige varer med, som folk måtte købe til alt for høje priser. Men hvad de selv havde at sælge, fik de en ussel betaling for.
Og bedre blev det ikke, da Island i 1380 sammen med Norge kom under Danmark. De danske konger interesserede sig ikke meget for Island. Det lå så langt borte. De nøjedes med at sende folk derop, som skulle føre tilsyn med landet og opkræve skatter. Men disse folk var tit de rene røvere, der stjal og slog ihjel og var ligeglade med, hvad der var lov og ret i landet. Og som årene gik, blev Island mere og mere underkue.
Samtidig kom der også andre ulykker: Hver vinter lagde havisen sig langs kysterne, og den blev tit liggende til langt hen på sommeren. Så kunne kornet ikke modnes, og græsset voksede næsten ikke, dyrene døde af sult, og så sultede menneskene også.
“Misvækst og hunger kom til landet” hedder det i en bog om den tid. “fisken trak bort fra kysten, så man ikke mere kunne fange den fra de åbne både. Folk spiste ravne og ræve, og hvad de ellers kunne få fat i, og de, der boede ved havet, levede af tang og alger.”
De hårde vintre varede i flere hundrede år. Men også andre ulykker ramte landet.Der kom vulkan-udbrud, nogle af de værste, der har været i Island. Og der kom pest-sygdomme, hvor både mennesker og dyr døede i tusindvis.
De huse, folk boede i, var som regel usle og elendige rønner, bygget af sten og græstørv. Væggene drev af fugt, og der var iskolde gulve. Det var ikke så sært, at folk fik gigt og andre sygdomme, og at de fleste børn døde som små. Af en flok på ti børn var der tit kun to eller tre, der blev voksne.
Efterhånen begyndte folketallet da også at gå tilbage. Kort før år 1100 boede der næsten 100.000 mennesker i landet, der dengang var tættere bebygget end Norge, men omkring år 1400 var der kun 40-50.000 tilbage, og det tal holdt sig næsten uforandret til omkring år 1800.

Engang talte vi “islandsk” i Danmark
Når man læser en islandsk avis eller en islandsk bog, vil man se at der er bogstaver vi slet ikke har på dansk:

ö, der udtales omtrent som å
þ, der udtales som engelsk th, og
ð, der udtales som blødt d.

Man vil også se, at der både er ord, der ligner de tilsvarende danske, og ord, der ser helt fremmede ud. De sidste er der nok flest af. Men alligevel er dansk og islandsk to sprog, som er i nær familie med hinanden, for islandsk er næsten det samme sprog, som blev talt i Danmark for 1000 år siden. Oldnordisk kaldes det. I de 1000 år har dansk forandret sig meget, Men islandsk er næsten uforandret – dog især med hensyn til det skrevne sprog. Det talte sprog forandrer sig hele tiden en smule – både i Island og i andre lande.

Når islandsk alligevel kun har forandret sig så lidt, kommer det især at, landet ligger så langt fra andre lande. Derved er sproget blevet meget lidt påvirket af andre sprog. Men det kommer også af, at islændingene selv ønsker at bevare deres gamle sprog. Når der i tidens løb er kommet ting udefra – ting, som man ikke havde ord for i forvejen – har man fundet på nye islandske ord til dem. Her er nogle eksempler – skrevet med danske bogstaver:

radio út-varp udkast
TV sjón-varp sekast
Kontor  skrif -stofa – skrivestue
raket eld-flaug ildflyver
kaptajn skip-stjóri skibsstyrer
vulkan eld-fjall ildfjeld
cykel reið-hjól ridehjul
helikopter Þyrla hvirvler
soldat her-maður hærmand
teater leik-hús leg eller spillehus

Enkelte fremmedord findes der dog også, men de udtales alle på islandsk, dvs. med tryk på første stavelse. Derfor hedder det: tobak, citron, april, bensin, apotek, tomat og banan.

Fornavnet er det vigtigste
Når folk på Island taler til hinanden, bruger man altid fornavn, også hvis det er folk, der slet ikke kender hinanden i forvejen. Man siger også fornavn, når man taler om personer, der ikke er til stede, hvad enten det drejer sig om en god ven eller om præsidenten selv. Selv i telefonbøgerne står abonnenterne i alfabetisk orden efter deres fornavn. Det kendes ikke fra noget andet land i verden.
De fleste islændinge har gamle islandske navne – de samme navne, som også kendes fra sagaerne. Drengene kan hede: Jon, Gisli, Hrafn, Asgeir, Sveinn og Kare. Tit ender deres navne på -ur: Leifur, Sigurdur, Thorvaldur, Gudmundur, Brynjolfur, Haraldur, Gunnlaugur og Grimur. Eller de ender på -i, (hvor vi måske har -e): Helgi, Bjarni, Bragi, Arni, Ingvi og Tryggvi. Pigerne kan hede: Helga, Ingunn, Katrin, Margret, Gudbjörg. Eller deres navne ender på -ur: Borghildur, Brimhildur, Thorhildur og Ragnhildur. Folk har naturligvis også et efternavn, men det behøver ikke at være deres familienavn.
Personer i samme familie kan godt have forskellige efternavne.

De kan f.eks. hede:
(Mand): Ingvar Halldórsson.
(Kone): Kristín Björnsdóttir.
(Søn): Jón Ingvarsson.
(Datter): Jórunn Ingvadóttir.

Man kan se, at de to børn er opkaldt efter deres fars fornavn. Drengen er Ingvars søn (-son), og pigen er Ingvars datter (-dóttir). På samme måde kan man regne ud, at mandens far har heddet Halldór, og konens far Björn. Man kan også se, at konen beholder sit efternavn, når hun bliver gift. Hun får ikke, som det er almindeligt hos os, sin mands efternavn. De samme navneskikke havde man også i Danmark i gamle dage – indtil for ca. 150 år siden.

Ræve, rensdyr og millioner af fugle
Der er ikke mange vilde pattedyr i Island. Øen ligger for langt væk, til at dyr fra andre lande har kunnet indvandre. Det eneste dyr, der er indvandret af sig selv, er polarræven. Den er kommet med isen fra Grønland. Polarræven er grå blå om sommeren og hvid om vinteren. Den lever især, hvor der er mange får, og den får skyld for at dræbe mange lam hvert år. Men det drejer sig nok mest om syge eller svage dyr.
For cirka 200 år siden blev der indført rensdyr fra Norge. Det var meningen, at de skulle holdes som husdyr ligesom i Lapland. Men det lykkedes ikke. Dyrene stak af, og de lever vildt på meget øde steder i det østlige Island.
Et andet “husdyr”, der også lever vildt, er minken. Den holdes som pelsdyr på mange gårde. Men af og til er det sket, at enkelte dyr er sluppet løs, og de er på kort tid blevet til mange tusinde, der nu er til stor skade for fuglene. Næsten alle svømmefugle har rede på jorden, og de kan ikke klare sig, når minken, der jo er et lille rovdyr, angriber.
Naturligvis findes der også mus og rotter i Island. De er alle steder, hvor der er mennesker. Men så er der heller ikke flere vildtlevende pattedyr. Og der er hverken padder (frøer og tudser) eller krybdyr (firben slanger)
Til gengæld er der masser af fugle, især svømmefugle. Dem er der millioner af. Island er berømt for sit fugleliv. Flere af fuglene er sjældne i andre lande, men ikke ualmindelige her. Det gælder bl.a. ørne, jagtfalke sangsvaner og ravne. Ravne ser man næsten alle steder. De er lige så almindelige i Island, som krager er hos os. Men det er især ved kysten, der findes fugle. På de høje, stejle klippesider kan der være mange små hylder og afsatser, og der har søfugle i tusindvis deres reder: Måger og terner, lomvier, alke og mange andre. I græsset øverst oppe har lunden, eller søpapegøjen sine redehuller. Den ruger i kolonier, og selv på et lille område kan der være mange hundrede reder.
Edderfugle er der også mange af, de er fredede, og man prøver endda på at få flere af dem ved at lave kunstige reder. Edderfuglenes dun er medget værdifulde, og så snart ungerne har forladt reden, bliver dunene samlet for at blive brugt til dyner og puder.
Det vigtigste husdyr er fåret. Island er det land i Norden, der har flest får i forhold til indbyggertallet. Der er fire gange så mange får, som der er mennesker. Fårene går ude det meste af året. Kun i den koldeste tid er de i stalden. Fårene får lam tidligt om foråret, til at begynde med bliver de i nærheden af gården. Men omkring 1. juli bliver de klippet og derefter kørt op til græsgangene på fjeldet, der måske ligger 20-30 km. borte. Her går de så hele sommeren samen med fårene fra andre gårde. I 3-4 måneder går fårene på fjeldet, og i den tid kan de komme ud for mange farer. Hen på efteråret skal fårene tilbage til gårdene, og så begynder den store fårejagt. Fra alle gårde kommer der folk, som skal hjælpe til med at fange fårene ind. Det er mest unge karle, men også store drenge, der skal læres op. De fleste er til hest, og ved siden af hestene løber hundene. Nede i dalen samles får og lam i en stor fold, og nu må hver ejer selv gå i gang med at finde sine dyr. Når ejerne har fået samlet deres får, bliver lammene sendt til slagtnin. Hvert år slagtes der over 800.000 lam. Noget af kødet bliver sendt til udlandet. Men det meste bliver solgt i Island. Ulden bliver sendt til en fabrik, hvor den bliver spundet til garn. Af garnet laver man bl.a de tykke islandske trøjer, som er vandtæt i normal regn.
Da de første nordboere kom til Island, havde de foruden får og køer også deres heste med. Og hestene blev snart helt undværlige for dem. Uden den var det svært at komme fra gård til gård, og især fra den ene del af landet til den anden. Til hest kunne man rejse tværs over Island i løbet af 2-3 uger. Uden hest var det næsten umuligt. Derfor siger man også, at uden hesten var den islandske stat måske aldrig blevet til!
Den islandske hest er ikke særlig stor. Men den er stærk, og den er sikker på benene. Den kan bære en tung rytter i timevis uden at blive træt, den kan gå i ujævnt terræn uden at snuble, og den kan svømme over vandløb med stærk strøm. Samtidig er den venlig og nem at have med at gøre. Det er en hest, man hurtigt bliver glad for. De islandske heste har en gangart, som må tiltale selv den mest ukyndige, da det næsten er umuligt at falde af den islandske hest, når den sætter fart på. Mest af alt, ser det ud som om den bruger almindelige stilfærdige gå-gangart, og bare bevæger benene vanvittig hurtigt.

Udarbejdet 1989 af
Jon H. Danielsson